tirsdag den 30. april 2013

Tørrede jyder

Nu er der udsigt til en periode med tørt vejr, så nu kommer de tørrede jyder op at hænge igen.
Det er fladfisken issing, der bruges.
Det er den rigtige årstid, for fluerne er ikke så talrige endnu, og de flyver ikke så højt op.
Først skal den saltes i 4 timer.



Derefter skal den hænge til tørre i godt et døgn.
Andre foretrækker, at den hænger flere dage.


Derefter skal den flåes og steges på panden.
Et lille fif: hvis den først har været en tur i fryseren, er den efter 10 minutter på køkkenboret nem at flå skindet af.


søndag den 28. april 2013

Vårem og sørøg

Natten til i går var temperaturen nede omkring frysepunktet.
Da landmanden havde arbejdet på marken dagen i forvejen var den fugtige jord kommet frem. 
Når den kolde luft og fugten støder sammen opstår der dis. 
På denne tid af året kaldes det vårem.



Om efteråret og vinteren kan man opleve det samme med kold luft fra land der driver ud over et lunt hav. Så kaldes det sørøg.
For at sørøg skal kunne dannes, kræves det, at der er en temperaturforskel på 9 grader.
Her en tidlig morgen d. 11. oktober 2010.


fredag den 26. april 2013

Gråand på rede

I mindst 5 år har denne båd ligget urørt i vandet i Frederikshavn Marina.
Man skulle tro, at gråanden her er klar over det, for nu har den lagt sig til at ruge på fordækket.
Så bliver båden da også brugt til noget fornuftigt.

Og sådan endte det. Se her: Gråand ælling


tirsdag den 23. april 2013

Jernspurv

Jernspurven kan forveksles med en gråspurv, men gråspurven er kraftigere bygget.
Den er almindelig over hele landet, men her på matriklen ses den sjældent.
I aften var den dog alligevel på besøg og fandt føde under foderbrættet sammen med skovduer, fasaner, bogfinker, blåmejser, musvitter, skovspurve og grønirisker.
Den kan også være vært for gøgens æg og unge.


søndag den 14. april 2013

Trækkende gæs

Nu er der endelig omskiftning i vejret, så gæssene har fået travlt med at komme nordpå.
Den største flok jeg nogensinde har set passerede i dag over huset.
Der var flere hundrede. Her ses ca. halvdelen af flokken. Det var et flot syn.


fredag den 12. april 2013

Silkehaler

En flok på 12 silkehaler kom forbi og fandt nogle æbler, der var smidt ud på græsplænen.
De kan ikke forveksles med andre fugle, og de lyder som små sølvklokker.
I sommeren lever de af insekter og om vinteren af bær. De har en stor lever, så selv om bærrene er gærrede, bliver de ikke berusede.
De lever i det nordlige Skandinavien, men besøger os hver vinter.



Her ses en han til venstre og en hun til højre.


tirsdag den 9. april 2013

Hvid vipstjert og gul følfod

7 hvide vipstjerte havde travlt med at søge efter føde i de tørre græs på de lerede skrænter syd for Rubjerg Knude.



I græsset var Følfod også på vej frem. Dens blomster har overvintret som knopper under jorden, så den er tidlig fremme. Først senere kommer de store blade.


Læg dertil lyden fra de overflyvende svaner der trækker mod nord, så har man fornemmelsen af forår.

mandag den 8. april 2013

Rød Glente

Rød glente er nem at kende i luften. Den har en kløftet hale og 2 hvide felter i vingen ude i hånden.
Dens vingefang er 170 cm., hvor musvågens er 130.
Da man bekæmpede alle rovfugle, forsvandt den her i landet som ynglefugl, men den vendte tilbage i 70'erne.  I dag har vi ca. 80 ynglepar. 
Den lever af ådsler, men tager også mus, insekter og padder.
I dag var der et par, der lå og cirklede rundt i luften i nærheden af Løkken. Man kan da håbe, de har tænkt sig at slå sig ned her.


torsdag den 4. april 2013

Hugorm til opvarmning

En hugorm havde lagt sig til opvarmning på et muldvarpeskud i formiddags, og mens jeg var ved at tage billeder af den, kom en ældre mand forbi med hans løse hund.
Den for hen og skældte mig voldsomt ud, og jeg bad ham om at kalde den til sig, da jeg var ved at tage billeder af en hugorm og ikke ville have den skræmt væk.
Men han kom i stedet nærmere og spurgte, "er der en hugorm?".
Så fik han øje på den: "ja, den ligger der" sagde han og prikkede til den med stokken, hvorefter han konstaterede: "nå, nu er den væk".
Jeg mener, jeg normalt er rolig, venlig og tolerant, men der fløj nu et par finker af panden i den forbindelse til ham.
Pyt der er mange hugorme omkring fyret i Hirtshals, så jeg skal nok få en ny chance.





Hugorme råder over et ikke særlig stort territorium, nogle mener ca. 100 kvadratmeter.
Så da jeg kom tilbage i eftermiddag, var den på plads igen.



Her 5 dage senere var jeg igen forbi stedet.Og hugormen fra forleden lå stadig på samme muldvarpeskud.
Et lille stykke derfra lå der inden for en afstand af 20 meter 9 af slagsen. I alt blev det til 11 stk.
Men de lå nu også tæt.
Bemærk det uklare øje disse 2 har. Hugorme skifter ham op til 3 gange om året, og lige før det sker, får øjet dette udseende.


onsdag den 3. april 2013

Zodiakallys og kometen PAN-STARRS

Om foråret et par timer efter at tusmørket er væk, kan man i Danmark se sollyset reflekteret i det støv, der er ude i rummet. Det er meget fint støv, højst 0,3 mm. i diameter. Lyset kan minde om lyset fra Mælkevejen.
I centrum af den gule ring finder vi kometen PAN-STARRS, og i positionen "kl. 11" inde i ringen er galaxen Andromeda.
Den lyse plet i kimningen er et fiskefartøj.
Billedet er taget på stranden i Løkken d. 2. april kl. 22.24
Det er 2 timer og 22 minutter efter solnedgang.




tirsdag den 2. april 2013

Bomlærke eller Kornværling

Der er dem, der vil kalde den for Kornværling da den tilhører værling familien og ikke har noget med en lærke at gøre.
For mig vil den altid være en Bomlærke. Planten Ulvefod har jo heller ikke noget at gøre med hverken en ulv eller en fod.
Pga. landbrugets driftform er den desværre i stærkt tilbagegang, men jeg har den heldigvis ude i min have endnu. Den kan nok blive lidt ensformig at høre på, men jeg vil nødig undvære den.



Om vinteren holder de sammen i flokke som de 40 her:



Tættere på:


mandag den 1. april 2013

Solplet og violet glimt


Den 23. marts kl. 14 eksploderede en stor solplet på bagsiden af solen og sendte en stor del CME mod Venus. Havde det nu ramt jorden, ville vi have fået nordlys at se.
Solpletten blev kaldt AR1711, og nu hvor solen har drejet sig, vender den mod jorden. Desværre er den nu faldet til ro, og vi får ingen nordlys i denne omgang.
Pletten er dog synlig ved dagens solnedgang i havet ved Løkken, og ved at lege lidt med farverne kan den blive mere synlig. Her ses den inde i ringen.



Atmosfæren er som et prisme, der bryder lyset fra den nedgående sol op i regnbuens farver - violet øverst og rød nederst. Hvis atmosfæren er helt støvfri, vil violet være det sidste synlige.
Og det var netop tilfældet i dag med et violet glimt til følge.