fredag den 16. marts 2018

På tur i Nordirland og ned langs Irlands vestkyst

I det følgende er en beskrivelse af en lidt over 2 ugers tur i Nordirland og ned langs den den irske vestkyst. Turen ned langs kysten kaldes også "Wild Atlantic Way"
Turen sluttede på sydkysten, og derfra gik det tværs ind over land op til lidt nord for Dublin.
Lad det være sagt med det samme: Det er skønne mennesker, med en god humor og nemme at komme i kontakt med. Og landet lever op til sit rygte som den grønne ø. Men det tror da pokker, med alt det regnvejr jeg var udsat for. Det regnede stort set hver dag. Der var dog kun en enkelt dag regnen spolerede det helt.
Det var en planlagt vandretur i et skønt øde område. Jeg nøjedes med at køre langsomt igennem.

De dårlige lysforhold betød også, at mange af billederne herunder kommer til at se lidt spøjse ud i farverne.

Jeg havde selvfølgelig planlagt meget hjemmefra, og i den forbindelse skal det nævnes, at irerne ikke sætter deres lys under en skæppe, når de skal fortælle om deres natur. Mange steder var de flotteste i hele verden og helt unikke - ifølge deres beskrivelser, men det skal nu tages med et gran salt. Selvfølgelig var der flot og enestående natur, men så heller ikke mere.

Efter at være landet i Dublin kørte jeg i den lejede bil direkte til en farm i Nordirland.
Der var ingen synlig grænse mellem selvstyreområdet under Storbritannien Nordirland og Den Irske Republik. Man opdagede kun at man havde krydset grænsen ved, at skiltningen blev ændret fra km.til miles. 
Farmen ligger i det nordøstre hjørne af Nordirland nær byen Ballycastle.
Her udsigten fra spisestuen ud mod øen Rathlin Island. Den besøgte jeg ikke, og set i bakspejlet var det nok en fejl.



Nedenfor klipperne ligger Kinbane Castle. Det blev bygget af skotter i 1547, men det blev ødelagt i et bombardement allerede 4 år senere.



Her et kik ned langs kysten mod øst set fra borgen.



I klipperne voksede der en hel del Orchis mascula Tyndakset gøgeurt. Det er den tidligst blomstrende orkide på de kanter.



Ca. 20 km. mod vest ligger Giants Causeway.
Det er et område, der er spækket med størknet lava i 6-kantede søjler. Nogle rager 12-14 meter i vejret.
Jeg kom tidligt om morgenen for at undgå alt for mange mennesker, men der var alligevel mange allerede. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det ser ud en sommerdag i ferien.





Historien går på, at en kæmpe forsøgte at bygge en vej til skotland.





Det foregående set på afstand over spidsen af stenen.



Lidt længere mod vest ligger de sørgelige rester af Dunseverick Castle.
Det kan dateres tilbage til det 5. århundrede, men blev ødelagt af Cromwells tropper omkring 1650



Her et typisk Nordirsk landskabs billede fra kystområdet.



Og nu jeg var på de kanter, skulle jeg lige besøge et whiskey destilleri. Jeg fik da set det, men det er ikke noget man behøver at køre langt efter. Og de kendte godt prisen på flaskerne, som de solgte!



På de kanter ligger også Carrick-a-Rede Rope Bridge.
Før i tiden var det en simpel hængebro, som fiskere brugte for at komme ud til øen. Nu er den væsentlig forbedret og er ret besøgt. 



Har man købt en billet ved starten af stien, der fører derud, kan man gå over broen - hvis man tør.
Det er hændt, at folk ikke har turdet gå tilbage igen, og så må de hentes med båd.



Her var det så, at jeg nok skulle have brugt en dag på at besøge den i indledningen nævnte ø: Rathlin Island.
I stedet valgte jeg at køre ud af Nordirland og ud til Irlands nordvestre hjørne: Horn Head.
Jeg havde læst, der skulle være et rigt fugleliv her. Det er muligt, men trods ihærdig søgen fandt jeg det ikke. Men jeg fik da vandret en hel del.
Og vejret kunne have været bedre.



Der var langt ned. Et sted havde forældre lavet en lille varde for en søn, der var faldet ned.



Et kik ud over landskabet. Det er ruinerne af en kirke man ser længst ude.



Det klarede lidt op sidst på dagen.



Dagen efter gik turen sydpå. Her er jeg nået til toppen af passet Glengesh Pass. Som altid frodigt og grønt. Og tunge skyer.



Prøv at læse teksten. Det er ikke så underligt, at landskabet tit mindede mig om Svalbard.



Efter passet videre mod syd til de flotte klipper på kysten ved Slieve League.




Bemærk tårnet ude på spidsen. De stod ned langs hele kysten og blev brugt under 2. verdenskrig som udsigtsposter.



Derefter videre mod syd til overnatning i Barna vest for Galway.
Der var lavvande, da jeg nåede derned. Men det er vist mange år siden, den her båd var sødygtig.
Jeg faldt i snak med et par fiskere på havnen. De fortalte, at den største forskel dette år indtil nu mellem høj- og lavvande var 8,5 meter.



I stensætningen i havnens moler var der en del Murrude Asplenium ruta-muraria Den er sjælden og fredet herhjemme, men jeg så den jævnligt rundt omkring.



Nordvest for Galway ligger Connemare Nationalpark.
Det er et flot, fugtigt og ret øde område.



Der blev gravet tørv nogle steder.



I den fugtige mosejord vokser der selvfølgelig en del planter. Nogle af dem er ikke helt almindelige herhjemme.
Her er en Benbræk Narthecium ossifragum




Liden soldug Drosera intermedia med ægformede blade.

     

Og Rundbladet soldug Drosera rotundifolia med runde blade.
Begge er insektfangere.



Gul åkande Nuphar lutea



Hvid nøkkerose Nymphaea alba



Nogle steder var dækket at vildt voksende forskellige slags rododendron.





Her set ved Killary Harbour.



Jeg havde set frem til en lang dag i Burren Nationalpark, der ligger lidt sydøst for Galway.
De andre dage havde det regnet, men de dage jeg var i området, væltede regnen ned.
Så det blev kun til lidt langsom kørsel rundt i parken og lidt småtraven ikke for langt væk fra bilen, de par gange regnen stilnede lidt af.
Men sikkert et skønt område i tørvejr.




Denne helt hvidblomstrende gøgeurt findes stort set kun i Burren. Og trods den silende regn skulle jeg selvfølgelig have et billede af den.
Nogle mener, det er en underart af Skov-gøgeurt Dactylorhiza fuchsii. Andre mener, det er en selvstændig art.
Den blev første gang fundet af Patrick Bernard O'Kelly og er derfor opkaldt efter ham Dactylorhiza fuchsii var. okellyi eller på engelsk O'Kelly's Spotted-orchid  



Blomsterne.



Der var også turistbusser på sightseeing. Godt vi skulle samme vej!



Der blev tid til at besøge Kilmacduagh Monastery.
Det blev bygget i det 7. århundrede, men plyndret i det 13. århundrede. Det fungerede dog stadig derefter i 300 år som sæde for biskoppen, og jeg så en grav fra 2005, hvor konens navn stadig manglede, så lidt anvendelse var der åbenbart stadig. 
Tårnet er 32,5 meter højt. Det var noget af et byggeprojekt på den tid.



På de kanter ligger også Dunguaire Castle. Her set ved lavvande.
Det er bygget i det 16. århundrede, og her er tårnet kun 23 meter højt.



Nå, trods regnen must the show go on, så jeg fortsatte videre ned langs kysten mod syd.
The Cliffs of Moher er meget roste, når man læser om dem. Og der er lavet en hel del turisme ud af stedet. Et ud af de tre steder jeg oplevede at skulle betale for at parkere. Klipperne var da imponerende, men man kunne nu godt finde noget tilsvarende andre steder.
Jeg parkerede bilen i tørvejr og gik hurtigt hen til et stort flisebelagt udsigtsområde og fik taget nogle få billeder, inden jeg måtte haste tilbage til bilen for at komme i ly for regnen.
Lidt ærgerligt da jeg godt ville have gået en tur ned langs kysten.



Turen fortsatte ned mod Loop Head fyrtårn.
Men på vej derned passerer man dette sted, hvor der er rejst et mindesmærke for seks druknede sømænd.
I det 19. århundrede var dette sted ret befærdet til søs, og der skete mange forlis. Man mislykkedes med at redde disse seks ukendte sømænd, og de er kun kendt som "the yellow men".
Så de har fået et mindesmærke et smukt sted.



Og her en lille havn, hvor der er lavvande.



Så nåede jeg fyret ved Loop Head. Bemærk en lille smule blå himmel og solglimt!
Herude ligger der ved fyret nogle sten i græsset. De danner ordet EIRE. Det var for at flyvere under 2. verdenskrig kunne se, hvor de var.
Men græsset var langt, og stenenes kalk var slidt af, så jeg ville ikke betale for at komme op i fyret og se ned på dem.



Der er også flotte klipper her. Bemærk den lille klippeø til højre for fyret.



Her havde en mallemuk lagt sig på sin rede. Den yngler ikke i Danmark, men på disse kyster er den almindelig.



Lidt tilbage mod nordøst fra fyrtårnet er der et fuglefjeld.



Her stod lomvierne skulder ved skulder på hylderne.



Nogle steder var der alt optaget.



Her en lomvie sammen med fire alke.



En sjælden plante herhjemme er bregnen Hjortetunge Asplenium scolopendrium På disse kanter groede den i mængder i grøftekanterne.



Her i en mur.



For at komme videre ned langs kysten sydpå kan man spare ca. 150 km. ved at tage færgen til Tarbert.



Her er den ved at være i Tarbert. Man kan se den virkning det varmere Atlanterhav har på beplantningen.



Lidt vest for Tarbert ligger Carrigafoile Castle.
Det blev beskudt med kanoner i tre dage i 1580, og så var det ødelagt.



Her er der lavvande.



Ved højvande ligger det på en ø.



Jeg boede på en farm lige op af borgen. På grund af regnen havde han opgivet at lave hø, ligesom han var bange for, at han heller ikke fik lavet wrap. Selv en irsk landmand kan få for meget regn.
Heldigvis havde de bygget et nyt hus.



Jeg blev gode venner med deres hund, og vi fik gået nogle gode ture sammen.



Vi fik set på Præstekrave.



Gærdesmutte.



En Spættet sæl var fast gæst ved lavvande.



Planten Klippe navleurt groede rundt omkring i stensætningerne. Vi har den ikke i Danmark.



Turen fortsatte sydpå ned mod området Kerry. Øverst ligger halvøen Dingle.
Kerry er meget opreklameret med den smukke Ring Of Kerry der ligger på halvøen syd for Dingle.
Jeg vil til enhver tid anbefale at tage turen rundt om Dingle, hvis man har valget mellem de to ture. Og man må absolut ikke snyde sig selv for at tage turen  tværs over halvøen fra Dingle til Castlegregory gennem Connor passet eller på irsk An Chonair der ligger i en højde på 410 meter.
Byen Dingle har slået sig stort op på, at en tilsyneladende tam delfin dukkede op både i havnen og udenfor for en hel del år siden. Selv om at man officielt påstår det modsatte, er den forlængst død, men der ses stadig delfiner, og der er vokset en hel turisme industri op.
Så hvis man er til souvenir butikker og hvad deraf følger i stort set hvert hus, er Dingle lige sagen. Jeg parkerede ulovligt i 10 minutter, gik hen og kastede et blik ned i havnens vand, og hastede derefter ud af byen igen.
Herunder er en del billeder uden kommentarer fra halvøen Dingle.






Nede på spidsen af Dingle satte jeg mig på muren og spiste min medbragte frokost bestående af kyllingesalat.
Denne sølvmåge var meget interesseret i kyllingestykkerne, og jeg var lige ved at kunne få den til at tage dem ud af mine fingre.
Desværre var der også standset en turistbus, og hver gang mågen lige skulle til at tage stykket, kom der et eller andet fjols fra bussen farende og skulle tage et billede af seancen - helt tæt på. Så fløj mågen selvfølgelig lidt væk, hvorefter det hele gentog sig. Til sidst gad den ikke være med mere, hvorefter den fløj sin vej, og jeg pakkede sammen og kørte videre.
Men det var et smukt sted.









Og her er lidt billeder fra Ring Of Kerry. Disse skilte stod på hele Wild Atlantic Way.



Og lige et skilt mere på en sidevej til Ring Of Kerry.
Der siges, at vejene i Irland er smalle. Det kommer an på øjnene der ser. Den her var nu ikke ligefrem bred, og den er ikke ensrettet, så skiltet var egentlig overflødigt.



Man kører gennem endnu et pas nemlig Coomakista Pass. Det er 215 meter over havet med en stor parkeringsplads og med en flot udsigt. Vejret var som sædvanligt.





Alt det vand skal selvfølgelig løbe et sted hen, og her er vi i et fint vandreområde i Killarney National Park, som Ring Of Kerry går igennem.
Vandfaldet hedder Torc Waterfall.



Jeg havde hjemmefra flere måneder i forvejen bestilt en sejltur til øen Skellig Michael, der ligger tre kvarters sejltid fra Portmagee, der ligger nær Ring Of Kerry.
Øen er blevet voldsom populær, efter den har været brugt til optagelser af filmserien Star Wars. Så der er rift om et begrænset antal pladser. Jeg ville nu derud for at se på havfugle. Især søpapegøjer.
Dagen oprandt, og der var sol og tørvejr. Til gengæld blæste der en stiv kuling, så turen blev aflyst.
Jeg tog så en rundtur på Valentia Island, der er forbundet med en bro til Portmagee.
Fra spidsen af øen kunne jeg så stå og se ud på Skellig Michael 9,6 sømil væk. Der er 240 meter ned her, hvor jeg står.
Til venstre ligger Little Skellig. Den er hjemsted for 30.000 par ynglende suler.


Set fra en anden vinkel.



Her er vi zoomet tættere på med suler i luften,



Så begyndte det sædvanlige vejr at vende tilbage. Portmagee ses til venstre ved broen.



Her er jeg så nået op på nordkysten af Valentia Island. Udsigt mod vest.



Mod øst og fyrtårnet.



Nede på disse klipper er der gemt nogle spændende 385 millioner gamle fodspor, som man nok omtaler, men man gør ikke et stort nummer ud af dem. Måske for at beskytte mod overlast og nedslidning, selv om de besøgende er hegnet inde.
Man har gravet et stykke klippe fri med et spor, og samtidig er der lavet en lille planche udstilling om dem. Læs selv.






I nærheden var der et større "gør det selv" projekt. Dem så man en del af rundt omkring i Irland.



Man kan også tage en lille færge tilbage til fastlandet fra Valentia Island. Det ville have sparet mig for nogle kilometre hjem til hvor jeg boede.



Jeg tog heldigvis en kystvej og tilbage over broen til Portmagee, for der opdagede jeg, at hotellet The Moorings havde en afbestillings billet til i morgen til Skellig Michael.
Den tog jeg selvfølgelig og håbede på bedre vejr.



Næste dag havde vinden lagt sig, og Lady Clare var klar til afgang, selv om der stadig var en del bølger tilbage fra i går. Til gengæld var der tæt tåge. Og det er noget modbydeligt vejr at sejle i.



Her er en båd, vi havde følgeskab med der ud.



Men søpapegøjerne  var på plads.



Der var mange af dem.



Her med Little Skellig i baggrunden.



De var absolut ikke bange for folk.



Skråningerne var tæt besat med dem. De graver gange i mulden, hvor de har deres rede.



Der samles til rede.



Og holdes vagt.



Der var også alke.



Lomvier sammen med rider. I Danmark yngler der kun rider på skrænterne ved Bulbjerg og i Hirtshals havn.



Der er ret stejlt. Skiltet burde være overflødigt, for man skulle passe på, hvor man satte sine fødder, Og især da stenene var hamrende glatte i det fugtige vejr. Havde det været en dansk arbejdsplads, var den blevet lukket øjeblikkeligt - og aldrig åbnet igen.



I 588 bosatte munke sig heroppe i 200 meters højde, og de blev her i ca. 600 år. Klosteret er på UNESCO's verdensarvs liste. Gad vide hvor mange munke der har mistet livet ved fald fra klipperne eller ved at sejle frem og tilbage til øen.



Desværre kunne man næsten røre ved tågen heroppe.



Bådene, der havde sejlet os derud, ventede i læ på at vi blev færdige med at kravle rundt på klipperne.
Vejret var ikke bedre på Little Skellig, som det kan ses.



Der kunne være en båd af gangen ved den lille kaj.



Her klipperne set fra søsiden.



Fyrtårnet på spidsen af øen.
Herude kom vi fri af øens læ, og det gav en en del vipperi og ængstelige udbrud fra et par af passagererne.



På vej tilbage sejlede vi tæt forbi Little Skellig med de 30.000 par ynglende suler.
Det var et fantastisk syn, som dog ikke var nemt at fange med kameraet i tågen og bølgegangen.





Og så gik det hjemad.



Der blev tid til en ekstra dag med endnu en tur til halvøen Dingle og ind over Conner passet.
Der var stort set ingen biler, og det eneste selskab var fårene.




Men det er et skønt sted. Skal jeg til Irland igen, bliver det med fast udgangspunkt fra et sted på halvøens østende.



En Overdrevsskarnbasse Geotrupes stercorarius lå i græsset. Den er sjælden herhjemme nu om dage.



Efter en lang vandretur lod jeg mig friste af skiltet her.
Det var et lille spartansk rum på måske 40 kvadratmeter nede på kajkanten med borde og stole og en bardisk, og jeg talte 32 personer derinde.
Jeg fik at vide, at der var musik kl. 19, så jeg kørte et andet sted hen og spiste.
Da jeg kom tilbage, var der rigtig gang i den med banjo, guitar og harmonika. Jeg opgav at tælle folk, da jeg nåede til 42, men der var over 50. Plus dem der stod udenfor i regnen. Alderen var fra 5 til 85 år.
Sikke en stemning der var. En kvinde fra New Zealand sagde til mig, at det var hele den lange rejse herop værd.



Turen fortsatte ned mod Irlands sydligste punkt: Mizen Head.
Nu begyndte klipperne at være knap så høje, men vejret var det samme.




Jeg gik en tur på sandstranden. Det gav lidt forskelligt at se på.
Her sidder Albueskæl Patella vulgata med den takkede kant sammen med Stribet albueskæl Tectura virginea. Og de sad meget hårdt fast på stenen.



Et tydeligere billede af den stribede. Skallen er tom.



Stor strandsnegl Littorina littorea er meget variabel.



Butspiret strandsnegl Littorina obtusata er også variabel. Her i to udgaver.




Buletang Ascophyllum nodosum.




Remmetang Himanthalia elongata findes ikke her hjemme.



Butblæret sargassotang Sargassum muticum er ved at blive mere almindelig herhjemme.



Søkartoffel Leathesia difformis



Bidevindsejler Velella hører til smågoplerne. Her ses et par stykker. De er indtørret, så den blå gople er væk. De driver rundt på havoverfladen ved hjælp at luft i ringene på skiven, op det opretstående sejl giver dem fremdrift. Men vi ser dem ikke i Danmark.



Goplen her er jeg usikker på.



Også inde i landet var der tåge.



Og da jeg nåede Mizen Head, var den helt gal. Der skulle være en fantastisk udsigt herfra.
Det er meget muligt, men man skulle bruge en skarp kniv, for at skære gennem den tætte tåge.



Jeg fortsatte mod øst til Castletownsend, hvor jeg ville være lidt god ved mig selv og overnatte på slottet.



Det var et fint sted, men det var prisen også. Ca. det dobbelte af hvad jeg var vant til.



Billedet af slottet er taget fra den meget lille havn, det var næsten kun er et slæbested.
Jeg faldt i snak med en mand, der spurgte hvor jeg kom fra, og hvor jeg skulle bo.
Han sagde godmodigt drillende, at slottet kun var for snobber. "Nej, gå du op på Mary Anns, drik dig fuld og kom i slagsmål ude på gaden. Det er den eneste måde folk her i byen vil få at vide, at der har været en dansker her."
Jeg gik så op på Mary Anns, men jeg blev ikke fuld, og jeg kom ikke i slagsmål.


Men det var et livligt sted og med god mad, og bortset fra en anden T-shirt lignede ejeren Fergus O'Mahony sig selv på tegningen.



Faktisk blev den i 2012 af en irsk madskribent udpeget til Pub Of The Year.
Og samme år til Seafood Chef Of The Year



Jeg tog næste dag afsked med kysten med et sidste blik på en lavvandet fjord.



Og kørte direkte op til en lille halvø, Howth, der hænger som en næse over Dublin kun forbundet med land med en smal strimmel land.
Nu var jeg kommet tilbage til mere befolkede områder, og der var en del turisme i byen. Der var en snert af Skagen over den med fiskeri, butikker og restauranter.



Der blev fisket med hummertejner af store både.



Og af små.



Havnen var ret beskidt, hvilket såret på denne gråsæl sikkert ikke havde godt af.



Hvor jeg boede, kikkede sølvmågen George sultent efter morgenmaden.
Heldigvis var det først næste morgen, da jeg rejste, at jeg opdagede, at den og 10 andre artsfæller blev fodret direkte fra panden efter morgenmaden.
Og så brokkede ejeren af huset sig endda over alle de måger, der var i haven!



Udenfor Howth ligger en lille ø, Ireland's Eye. Bemærk klippeøen til højre.



Man kan komme med på en tur rundt om øen, eller man kan blive sat i land og hentet efter et par timer.
Jeg valgte det sidste, men man havde nær glemt at hente mig, hvilket hans makker undskyldte mange gange, da han endelig opdagede mig på en tur rundt om øen. Men jeg fik da en god lang dag ud af det. Godt nok lidt sulten til sidst.



Skarverne stod til tørre.



Og svartbagen havde unger.



På den lille klippeø havde lomvier og suler gang i yngelen.



Alt plads blev udnyttet.



Flot fugl.



Italiensk arum Arum italicum groede i bevoksningen.



Og jeg havde jo god tid til at kikke ind mod Howth efter hjemtransport.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar