Jeg sidder med en avis fra d. 11. august 1991, hvor der fortælles, at nu har man stoppet med at sætte granris og fjerne sand fra bygningen vest for fyret. Det er de murbrokker, man kan se i nederste venstre hjørne.
Man giver det 10 år mere, inden det styrter i havet. Nu er der gået næsten 23 år, og det står der endnu. Men nok ikke så længe.
Det blev bygget på et punkt 60 meter over havet, og det har selv en højde på 23 meter. Det betyder, at det kunne ses 42 km. borte. Dengang var der 200 meter ud til havet.
Det blev taget i brug d. 27. december 1900, og senere kunne man som besøgende komme op i fyret.
Fyret blev slukket d. 1. august 1968, og senere blev der lavet sandflugt museum i bygningerne.
Da sandet ikke kunne holdes borte mere, blev taget fjernet fra bygningerne, og de blev dermed fyldt op med fygesand.
En gammel forordning sagde, at prismerne skulle smadres, hvis fyret blev nedlagt. De måtte ikke falde i fjendens hænder.
Det blev de, og det har man begrædt lige siden. Jeg ved, hvor de ligger og håber kun på, at sandet en dag er blæst væk derfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar