fredag den 27. september 2013

Æsel-ørebæger

Æsel-ørebæger Otidea onotica ses september til oktober i klynger især på kalkbund. 
Den er ikke helt almindelig.


Judasøre

Man påstår, at Judas efter at have forrådt Jesus gik hen og hængte sig i et hyldebærtræ.
Det skal jo nok tages med et gran salt, men Judasøre Auricularia auricula-judae træffes ofte på hyldebærtræer og nær havet, og den ligner jo også et øre.
Den kan ses hele året, men den tåler ikke frost





Lille ildfugl

Den smukke Lille ildfugl flyver i op til 4 generationer fra april til en gang hen i oktober.
Her er den set nær Rubjerg Knude.



søndag den 22. september 2013

Ride

Riderne yngler i Danmark på Bulbjerg og i Hirtshals havn.
Om vinteren får vi besøg af en hel del fra det nordlige Skandinavien.
Denne stod og så trist ud på havnen i Hirtshals. Men det var også blevet efterårsvejr.
Den kan kendes på det gule næb og de sorte fødder.
Bemærk at den lige som sandløberen ingen bagtå har.


torsdag den 19. september 2013

Køllegræshoppe

Køllegræshoppe, Myrmeleotettix makulatus kan forveksles med flere andre markgræshopper. Den varierer meget i farven.
Dens antenner er kølleformede, og vingerne når næsten ud til bagkropspisen. Længden er mellem 11 og 16 mm.
Den lever kun tørre steder som f.eks. klitter og heder.


onsdag den 18. september 2013

Den internationale rumstation ISS

Den internationale rumstation ISS kan jævnligt ses flyve forbi.
Her sker det kl. 05.18 i morges.
Den flyver i en højde af ca. 386 km og vejer 450 tons.
Farten er 27.700 km. i timen, hvilket betyder, at den kommer jorden rundt næsten 16 gange i døgnet.
Billedet her er taget over 32 sekunder.
Vil man se, hvornår den passerer så gå ind på dette link: ISS



Og her et billede mere fra d. 11/11 2013 samtidig med at solen stod op


onsdag den 11. september 2013

Mellemstor gedehams

Der kom pludselig en dyb summen i køkkenet.
Det var en stor smuk dronning af Mellemstor gedehams Dolichovespula media, der var kommet ind.
Den kan kendes på det gule 7-tal på siden af brystet.



Den lever af at jage andre insekter. Den har også udstyret til det.
Bemærk de tre små øjne i det sorte felt i midten af panden. De bruges ikke til at se med, men de registrerer døgnlængden og påvirker dermed dens årstids rytme.


Aprilugle

Denne smukke almindelige ugle hedder Dichonia aprilina eller Aprilugle, selv om den flyver fra september til november.
Det må være den forårsfriske farve, der har givet den det danske navn.
Larven lever fra april til juli på egetræer.



søndag den 8. september 2013

Netvinger

I ordenen netvinger er der en familie, der hedder florvinger.
Der er flere forskellige i den familie bl.a. denne Drepanepteryx phalaenoides Den kaldes på dansk "Det visne blad"
Og det kan man i grunden godt forstå.




En anden netvinge som optræder i stort antal på denne tid er Guldøje Chrysoperla carnea.
Om aftenen bliver den tiltrukket af lys og sidder på vinduerne.




mandag den 2. september 2013

Rødhovedet kardinalbille

Der findes tre slags kardinalbiller.
Hvis det er en Sorthovedet kardinalbille er spidserne i bagenden af larven lange og lige.
En Lille kardinalbille larve har lange indbuede spidser.
Endelig har larven af en Rødhovedet kardinalbille korte lige spidser.

Her er larven af en Rødhovedet kardinalbille.