fredag den 30. november 2012

Stor Boremusling og Amerikansk Boremusling

Et stykke drivtømmer var drevet i land nord for Løkken. Det var gennemhullet af Stor Boremusling.
Da muslingens skaller vokser i takt med, at den borer sig ind, kan den ikke forlade hullet igen, og der sad stadig flere tomme skaller fast i hullerne.
Skallerne hænger ikke sammen med et hængsel, så den rasper sig ind i materialet ved at rokke dem frem og tilbage. Den foretrækker ler, kridt eller træ.
Den lever af plankton.



Sammen med Stor Boremusling lå der en del Amerikansk Boremusling.
Den kan forveksles med Almindelig Boremusling, men den kan kendes på at kappebugten, der er "det glatte" markeret med rødt inde i skallen, går ind til midten af skallen.
Samtidig har den både hængsel og tænder.
Da man i slutningen af 1800 tallet forsøgte at starte en produktion af amerikanske østers op i England, fulgte muslingen med, og den har siden spredt sig til Nordsøen og nordligste del af Kattegat.
Selv om de tomme skaller kan findes mange steder, kommer den nok ikke længere ned i de danske farvande, da den helst vil have saltholdig vand.
Skaller der lige er skyllet op har farve, men de skal ikke ligge ret længe, inden de er helt hvide.



Her ses pæleorm: Pæleorm


torsdag den 22. november 2012

Lille Frostmåler

Når man her i november aftenerne har en natsværmer siddende på sit vindue, er det sikkert hannen af Lille Frostmåler, Operophtera brumata der er blevet tiltrukket af lyset.
Det er en af Danmarks mest almindelige sommerfugle.
Hunnen er næsten vingeløs. Den har kun ganske korte, reducerede vingestumper.
For at se vingerne udslået se her: Tre forskellige frostmåler

torsdag den 15. november 2012

Vinteren nærmer sig

Selv om 3 Bomlærker sad i hækken idag i det fine vejr og sang, som om det er forår, så er der nu andre ting, der tyder på, at vinteren nærmer sig.
Sjaggerne er tidligt på færde i havens nedfaldsæbler. Svanerne kommer trækkende over huset, og her er det ca. 150 gæs, der er ved at lægge an til landing på marken ved siden af.



Grønirisker er kommet tilbage til foderbrættet.



Halsbåndmusene nyder godt af det, fuglene smider ned.



Og en Skov-ådselgraver var kommet indenfor for at overvintre. Den røg dog ud igen.
Den er stor - ca. 2,5 cm. Og så giver den en brumme lyd fra sig, hvis den føler sig truet.

torsdag den 8. november 2012

Spættet sæl

En Spættet Sæl lå i dag og dasede på stranden ved Løkken.
Den var slet ikke bange.
Et godt kendetegn er faconen på hovedet..
Hvis den som her ligner en hund, er det en spættet sæl.
Og den er ikke ved at blive skallet, men når pelsen er våd, danner den et glat skinnende pelslag.
Er det en af de sjælnere gråsæler, vil den have en lige næseryg, altså en ret linie fra næsespids til pande.



Til sammenligning er der her en skotsk Gråsæl.
Se også http://krestenhansen.blogspot.dk/2013/02/hvidnse-igen.html

Almindelig Tanglus

Almindelig Tanglus er et op til 3 cm. langt fladtrykt og leddelt krebsdyr.
Den har 7 par ben. Farven kan variere meget afhængig af dens levested, men den kan altid kendes på de 3 spidser på halen.
Denne var skyllet i land i Løkken.


Her ses en anden udgave.


Den samme set fra undersiden hvor man kan se de 7 benpar. Den er lidt utydelig, da den ligger i vand.




søndag den 4. november 2012

Pigget hindemosdyr

Her sidder en koloni af Pigget Hindemosdyr. De er drevet i land i Løkken.
De driver i land i totter eller siddende på tang. Cellerne er ovale til pæreformede.
Mosdyr danner kolonier med enkelt individer på ca. ½ mm.
De kan forveksles med Glat hindemosdyr, men her er cellerne rektangulære og sidder i murstens mønster. Se billedet nederst.
Hvert individ har en tentakelkrans, der bruges til til at filtrere vandet med.
Hos de fleste arter er alle individerne ens, men hos nogle er opgaverne med fødeoptagelse, forsvar og forplantning delt. Det kaldes polyformi.
De er som oftest hermafroditter, med ukønnet formering ved knopskydning og kønnet formering med larver.
Se også Glat hindemosdyr her: http://krestenhansen.blogspot.dk/2012/09/furet-langhals.html



Hvis de vokser på bladtang, får de et stjerneformet udseende.



Glat hindemosdyr.