tirsdag den 25. september 2012

Brun Bjørne-svirreflue

På en af mine ture til Fristrup hede sad denne Brun Bjørne-svirreflue på en blomst fra Djævelsbid d. 19. september. Den flyttede sig lidt, da jeg kom for tæt på.
Den er ikke helt almindelig i Danmark.

tirsdag den 18. september 2012

Agatugle

Denne smukke Agatugle var i aftes gået på en af mine rødvinsnore.
Se også her: Agatugle

Ene

Mellem Børglum by og Børglum Kloster ligger en rest af den oprindelige hede. Kaldet Fristrup Hede.
På en tur her for et par dage siden blev jeg opmærksom på denne enebær busk.
Jeg havde kontakt til folk med forstand på de dele, og i lang tid mente man, at det var tale om Fjeld-ene.
Til sidst er der dog blevet dømt Almindelig ene.



Noget der kunne indikere Fjeld-ene er, at dens nåle er korte, brede og sidder tæt sammen og er indad bøjede.

mandag den 17. september 2012

Lunge gople

En Lungegople var drevet ind på stranden nær Løkken.
De kan blive meget store. Op til 60 cm. Denne var 50 cm. i diameter.
De lever i det saltholdige Nordsøen, Skagerak og det nordlige Kattegat.
Den blå farve kan variere, men de kan altid kendes på den violette ring i yderkanten.
Den lever af meget små dyr, som den pumper ind gennem de 8 lange stive mundarmes kanaler.



Her ses en anden med bunden opad.


Spættet sæl

Denne Spættet sæl havde tilbragt natten på stranden i Nørre Lyngby. Bemærk den er tør i pelsen.
Da jeg ville gå forbi den, blev den utryg og mavede sig ud i vandet.
Men så slap den da også for at blive jaget der ud af løse hunde, der skulle morgen luftes.



lørdag den 15. september 2012

Badehusene i Løkken køres hjem

Nu er badehussæsonen ved at være forbi og stranden er tom for mennesker.
Det er lidt en skam, for der er sæson for en tur på stranden hele året.
Man kan næsten ikke ungå at finde noget spændende.
Og skulle det glippe, er bare en gåtur en oplevelse i sig selv.

fredag den 14. september 2012

Hvilling

Hvilling vil gerne gå tæt på kysten.
For denne blev det fatalt, da den i let kuling i dag blev skyllet op på stranden bag en sandvold i Løkken.

Kendetegnende på den er bl.a.:
Overbid, ingen skægtråd, mørk sidelinie og sort plet ved basis af brystfinnen.


Furet langhals

Der var i går drevet en masse Furet langhals ind på stranden i Løkken.
Det er et krebsdyr, der til tider kan findes i stort antal på vestkysten, som oftes sidder de på Blæretang eller Buletang.
De hører ikke hjemme i danske farvande, men driver hertil med Golfstrømmen.
Her sidder de på Korntang, der heller ikke hører hjemme i danske farvande.
Den må ikke forveksles med Glat langhals, der sidder på drivtømmer.
De er et krebsdyr i ordenen rankefødder ligesom rurer.
Man kalder deres fødder rankefødder. De bruger dem til at fange plankton med.
Den fritsvømmende larve har øjne, antenner og 6 par svømmelemmer. Efter kort tid sætter den sig fast med antennerne på et underlag, der kan være sten, skaller, tang, drivtømmer eller skibe. Øjnene forsvinder, og der dannes en kappe, hvorfra der udvikles en række kalkplader.
For at læse mere om Glat langhals se: http://krestenhansen.blogspot.dk/2012/10/glat-langhals.html



Her ses dyret tættere på. Man kan skimte det inde i skallen.
Murstensmønstret mellem de 2 dyr er Glat hindemosdyr, der sidder på bl.a. tang i millionvis.
De kan forveksles med Pigget Hindemosdyr.
Her kan du læse om mosdyr og Pigget Hindemosdyr: http://krestenhansen.blogspot.dk/2012/11/pigget-hindemosdyr.html



Her er den ene skal fjernet, så man kan se dens børstebesatte rankefødder, hvormed den fanger plankton.


tirsdag den 11. september 2012

Almindelig ryle

En flok ryler var på stranden i Løkken i går.

søndag den 2. september 2012

Larver i tomat planter

Hvis man har fået larver i sine tomat planter i juni-september, er det mest sandsynligt larver fra natsværmeren Haveugle, Lacanobia oleracea, også kaldet Gulmærket Grønsagsugle.
De æder såvel blade som tomater.