søndag den 30. december 2012

Boresnegle

Boresneglene kan kendes på deres glatte skal og lave spir. Derudover har de en "navle" ved mundingen.
De lever især af muslinger, som de holder fast med deres store fod, medens de med deres raspetunge, der sidder på en lang snabel, borer hul i muslingeskallen.
Når de har fået hul, skyder de snablen ind gennem hullet og æder muslingen.
De findes både Bleg boresnegl, Lille Boresnegl og denne Stor Boresnegl, der kan blive ca. 3 cm.



Her er det en Hjertemusling, der har været udsat for en Boresnegl.

lørdag den 15. december 2012

Ultraviolet museurin og tårnfalke

For en lille mus kan det høje græs være som en hel urskov, når den render rundt i det.
Derfor markerer den hele tiden sin sti ved at småstrinte for at kunne finde hjem igen.
Urinen har det kloge folk kalder for en høj absorptionstop på ca. 370 nm
På godt dansk betyder det, at urinen udsender ultraviolet lys.
Nu er det så snedigt indrettet, at tårnfalken kan se ultraviolet lys.
Når den så hænger stille oppe i luften og muser, behøver den kun at se efter en lysende sti, for der er måske en mus i en af enderne af stien.
Her i sneen kan vi mennesker så også se, at der er mus i nærheden.



Og her en musende tårnfalk fra en af juledagene 2007

mandag den 10. december 2012

Snefygning eller ræjfo

Ligesom orkaner inddeles i kategorier, har vi i Vendsyssel 3 slags snestorme:
Der er den almindelige "trælse" snestorm: ræjfo
Så er der den, hvor himmel og jord står i et: hemmelbetæn'tj ræjfo
Og den værste er, når alt bare er total lukket i en god gammeldags storm: øwwerkåst hemmelbetæn'tj ræjfo
Gårsdagens snestorm må komme ind under "hemmelbetæn'tj ræjfo"